En udbredt sætning blandt løbere (næsten lige så udbredt som "sikke fede bakker" og "jeg elsker at løbe i sand"), er "det gør ondt i _____".
Jeg har en klar holdning til dette:
Det skal ikke gøre ondt at løbe
Det er muligt, man kan blive øm, udmattet, udkørt, (forhåbentlig ikke overkørt), træt …
Men løb skal ikke gøre ondt.
Vi er skabt til at løbe, organismen fungerer bedst ved at være i jævnlig bevægelse; det hedder ikke "motoren kører bedst når den røde lampe nede i hjørnet blinker".
Der er skrevet et væld af bøger og artikler dén filosofi; min egen er opstået ud fra, at jeg har løbet rundt siden barnsben – og det har aldrig gjort ondt, medmindre jeg gav mig til at løbe på en måde, der ikke var naturlig for mig, fordi jeg troede, at "nu skulle jeg også til at løbe rigtigt".
Hvis du stræber efter at komme ned under en vis pace, stå på et podie eller slå visse rekorder, vil jeg så anbefale dig at søge efter smertestillende midler og/eller målrettet træning 😀
Min holdning er nemlig også, at jeg løber for min fornøjelses skyld; at løbe med nummer på maven siger mig ikke så meget (så skal det virkelig være en fed rute eller godt selskab!)
Min intention er at kunne fortsætte med at løbe hele livet 😊
Jeg er hverken guru (i kul & koks-afdelingen), har løbet på tværs af andet end andres planer og undgår konkurrencer i min fritid.
Til gengæld har jeg et hav af fikse ideer, som jeg gerne samler ind fra andre, hvis de giver mening for mig.
Jeg har døjet med ondt i knæene i forskellige grader, dog ikke noget, der har fået mig til at søge til lægen. Efter jeg har omlagt og afprøvet nogle ting, er det stoppet.
Jeg er blevet meget bevidst om, at jeg har det bedst, når mine tæer har god plads!
I arsenalet er både barfodssko (vidunderligt selvmodsigende udtryk 🤪) og sko med 25 mm sål.
Fælles for dem er, at der er plads til, at tæerne kan brede sig.
Det har godt nok medført, at jeg på et halvt år er gået et nummer op i skostørrelse, og at jeg har måttet kassere mange af mine andre sko, fordi jeg ikke bryder mig om at have dem på!
Men jeg døjer ikke med ømme og slidte tæer eller sammenkrøllede fødder mere.
Skøn fornemmelse.
Et studie af mine forskellige sko viser, at jeg åbenbart pronerer i alle mulige retninger, incl. neutral.
I og for sig en imponerende præstation. Så kan jeg ikke andet, kan jeg løbe mærkeligt.
Jeg udledte deraf, at det ikke var mig, det var mine sko.
("Det er ikke dig, det er mig" behøver man ikke bruge overfor sine sko. De siger alligevel ikke så meget. Ligesom næbdyr.)
Jeg løber gerne trail; og ude i skoven er der så mange skift i underlaget, at det er meningsløst at snakke om pronistiske holdninger. (Eller hedder det have pronationelle principper? Pronationsprincippræferenceproblemer?)
Det kan sagtens være anderledes, hvis man kun løber på asfalt eller andet tilsvarende hårdt underlag – dér er det jo samme, ensartede bevægelse igen og igen.
Min oplevelse er bare, både på trail og asfalt, at når tæerne kan få den plads, de skal bruge, er fødderne og resten af bentøjet meget gladere.
Jeg har fundet mit eget march-tempo og holder det!
Tempoet skifter efter hvilken type tur, jeg er ude på; men jeg forsøger ikke at leve op til lige at kunne udslynge et "vi tog den stille og roligt, kun tempo 4:30 eller måske 5" ...
Jeg løber af sted i mine egne tanker og/eller nyder landskabet.
Sætter jeg fart på for at nå distancen til én eller anden tid, er der stor risiko for, at jeg kan mærke det i mine knæ bagefter.
Hvis man knokler løs i for hurtigt tempo på en løbetur, suppleres det næsten med garanti med, at man spænder i både ankler, hofter og resten af overkroppen.
Det er kun knæet, der ikke kan "tvangsindspændes", og så samler det hele sig der.
Et lidt langsommere tempo på de næste ture ... så kan det være, smerterne i knæet fortager sig.
Det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte fart på; men det er min egne hurtige fart, ikke efter andres målestok.
Man kan sagtens(!) træne sig op til at løbe lynhurtigt, uden man får ondt i knæene af det; man skal bare ikke overhale sig selv undervejs.
Gør det ondt, går jeg!
Det kan godt være ubehageligt og anstrengende undervejs; men nu har det gjort ondt så mange gange, at jeg godt kan mærke, om det er rigtig smerte, der er på vej.
Så er det ned i gå-tempo.
Nogle gange blot 10 m, andre gange 100-500 m, atter andre gange resten af turen.
Eller også er det bare én af den slags dage, hvor ressourcerne allerede er brugt, og turen afkortes så meget som muligt.
Jeg holder hviledage!
Løbeture ni dage om ugen er for meget 😏
Jeg vil gerne være i bevægelse hver dag, hvis det passer ind; men det kan snildt være gåture, hvor jeg sørger for at holde tempoet nede.
Også her kan jeg sagtens mærke, hvornår jeg stæser af sted, og hvornår jeg er ovre i retning af godt slentretempo.
Ingen stæsen.
Hvis løb gør ondt på min krop, lader jeg være med at løbe!
Har knæene fået en ordentlig røvtur (som regel fordi jeg ikke har overholdt ovenstående!), står den på ikke-løb! Eventuelt i et længere tidsrum.
Jeg bliver ikke mindre værd af ikke at løbe (lever heldigvis ikke af det og har ikke bundet mit ego op på, at jeg skal løbe), så hvis løb skader min krop, lader jeg være med at løbe.
Ret enkelt 🤷
– "Det gør ondt, når jeg gør sådan her!"
– "Så lad være med at gøre sådan dér!"
I en periode, hvor jeg i praksis var sat helt ud af spillet med at løbe, gik jeg ture med rygsæk.
Tempoet skulle stadig holdes nede (det kan godt være en svær øvelse), og hvis der skulle mere til, gjorde jeg turene længere eller fyldte lidt mere i rygsækken.
Men ikke så meget, at knæene blev overbelastede.
Det virkede for mig på den måde, at jeg var i fin nok løbeform, da jeg kunne komme i gang igen.
Jeg løber ikke lange distancer, før jeg er klar til dem. Sådan rigtigt.
Hvad en lang distance så er ... Alt er jo relativt.
(Undtagen harens ører. De er dæleme lange!)
Selvom musklerne og konditionen kan opbygges rimeligt hurtigt, tager det tid for led og knogler at følge med.
En knogle er jo sådan set bare en hård muskel, fyldt med blodårer og andet godt. De skal også trænes.
Selvom det er noget fedt at se film fra og høre beretninger om monsterlange ultraløb, ved jeg bare, at jeg ikke er der. Ikke endnu. Ved heller ikke, om jeg kommer det.
Jeg betragter min komfortable og problemfrie løbekapacitet på at være 25-30 km. Det er på den distance, jeg kan få nogle fede løbeoplevelser og se nogle ting.
Det er da bare træls, når jeg så i en periode kun kan løbe 3 km. Men sådan er det bare. For mig.
Det er selvfølgelig fedt nok at sige, at man på kun et år går fra ikke at have løbet til at kunne løbe en halv- eller endda en helmaraton. Det siger reklamen selv 🤩
Men at gøre det uden ophobning af skader, der lukker én ned senere hen, er en helt anden sag …
Summa summarum
Jeg er kommet over – og har efterfølgende undgået – knæbøvl ved
- at bruge sko, der ikke krøller mine fødder og tæer sammen. Jeg spekulerer ikke på pronation
- at løbe i et tempo, der passer til netop mig
- at lære, at når kroppen siger "av", mener den "ro på, kammerat"
- ikke at øge distancerne før alle dele i kroppen kan følge med
Det kan naturligvis gøre ondt mange flere steder end omkring knæene ...
Ømme lægmuskler
Der er en god chance for, at du "pusher" – løber i sprint-formation, med kroppen lænet fremad, under hele eller en stor del af løbeturen.
Dermed sker afsættet fra tæerne med kraft fra læggene.
Det giver en høj hastighed, men belaster også få muskler meget.
En mere opret stilling, så du "flytter kroppens tyngdepunkt vandret fremad" i stedet for at skubbe den frem vil fjerne den store belastning fra læggene til de større lårmuskler.
Kramper indvendigt i knæene, når du vågner om morgenen
Ikke spor sjovt at have fornemmelsen af, at knæene er låst i én halvudstrakt stilling, når man sådan set gerne vil ud af sengen!
Masser ydersiden og indersiden af benene, lige under og lige ved siden af knæene.
Det føles lidt som et kyllingelår – noget kød imellem sener og ben! Find de bløde steder og massér dem forsigtigt med fingerspidserne.
Det føles lidt som et kyllingelår – noget kød imellem sener og ben! Find de bløde steder og massér dem forsigtigt med fingerspidserne.
Målet er er at få kødet (musklerne) blødgjort, for det er dem, der låser; og de holder senerne fast.
Stille og roligt, først på det ene knæ, så det andet, tilbage igen til det første ... til du kan mærke, det løsner igen.
Og så acceptere, at din krop lige har fortalt dig, at du har anstrengt den mere, end den er klar til på nuværende tidspunkt 😊
En tøddel mere ro på turene, hvis du vil undgå det lige med det samme igen.
Overordnet set
Løb er blandt andet sjovt, fordi det udfordrer kroppen.
Det betyder også, at der er en balance mellem hvor meget, man vil udsætte den for, og hvor meget man gerne vil forøge sin styrke/udholdenhed/hurtighed.
Musklerne er det første, der bliver trænet op. Det er faktisk ret nemt; 3-4 uger, så er der tydelige resultater.
At få trænet sener og led op, tager meget længere tid. Det skal tælles i halve og hele år.
Det gode ved det er, at det endelig er ét af de få steder, der giver mening at anvende begrebet "pas på dig selv"!
Kropsstilling | Brug af armene | Brug af fødderne | Op ad bakke | Ned ad bakke | Godtfodsløb | Vejrtrækning | Det gør ondt!
Indhold | Løbeteknik | Spor, ruter og steder | Turberetninger | Udstyr | Artikler | Diverse